Nogle temaer har jeg glæde af flere gange. Det kan godt være en smule frustrerende i længden.
Helt ærligt.
Kunne det ikke være nok at se sin frygt i øjnene én gang og så være ude ovre den for altid?
Men niks. Helt så nemt går det ikke altid.
Her 5 år efter jeg opdagede at jeg er clairvoyant har jeg stadig ofte svært ved at sige det højt.
Her online går det noget bedre. Faktisk meget, meget bedre.
Det er gået op for mig at det handler om når jeg ikke ved hvilket modspil, jeg får, så bliver jeg utryg. Genert. Snubler over ordene og jeg kan nærmest krølle mig helt sammen.
Jeg kan virkelig, virkelig blive genert.
For noget tid siden var der en, der fortalte om hvad han troede på. Vi sad til en sammenkomst og snakken gik åbent og nysgerrigt. Det var en super spændende og jeg nød det. Jeg elsker at høre om hvad andre tror på og få et indblik i hvordan de ser verden.
Men da han så spurgte til hvad jeg tror på? For han kunne godt fornemme at jeg var oprigtigt interesseret i emnet om tro.
Uh.
Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst er blevet så genert. Fåmælt. Jeg ville gerne fortælle om det. Tog flere tilløb. Men for hvert sekund, der gik, begyndte mit hjerte at hamre hårdere og hårdere.
Til sidst var det som om hele min brystkasse hamrede.
Hårdt, bange, spændt og skræmt.
Han ventede nysgerrigt og åbent.
Jeg forsøgte med et spagt "Jeg tror også på noget. For mig er det nok lidt mere konkret end for de fleste andre."
Men hvad ville han tænke om mig hvis jeg åbnede mere op?
Ville han synes at jeg er helt galt på den?
Ville han miste respekten for mig?
Hvad ville der ske hvis jeg fortalte ham om nogle af de ting, jeg har oplevet i årenes løb?
At når jeg stiller ind, så kan jeg formidle ord, der kommer fra et sted, der er rent, klart og fuld af lys?
At der er flere, der har sagt at de har mødt andre clairvoyante, men aldrig nogen med mine evner?
Hvad mon han ville tænke om "sådan nogen" som mig?
Hans spørgsmål var en udstrakt hånd, der inviterede til at jeg også godt måtte fortælle om hvad jeg tror på.
Mit hjerte hamrede hårdere og hårdere. Mit blik flakkede til dem omkring os.
Hvad ville han tænke hvis jeg fortalte ham at jeg nogle gange kan se på tværs af folks liv når jeg laver en clairvoyance? Se hvad folk har med sig fra tidligere og hvordan det påvirker dem nu?
Hvis jeg fortalte ham at engle for mig er energier? Og at jeg kan stille ind på dem og formidle hvad de siger? Hvordan ville han reagere på at engle for mig kan være noget konkret og ikke bare gode historier? At jeg forbinder dem med en dyb følelse af gavmildhed, ro og visdom?
Men mest af alt tænkte jeg på hvordan det ville påvirke vores relation. Om han og de andre ville afvise mig hvis jeg fortalte at jeg er clairvoyant.
Og jeg var ikke sikker på om jeg turde tage den risiko.
Jeg ville gerne, men jeg turde ikke.
Mit hjerte hamrede så hårdt at det gjorde ondt.
Så jeg fik ikke sagt mere.
Der var for mange andre, der ville kunne høre det hvis jeg sagde det lige der.
Samtalen skiftede emne og festen fortsatte. Mit hjerte hamrede stadig, og faldt kun langsomt til ro.
I månederne efter fik jeg langsomt åbnet mere op.
Fortalt ham lidt mere.
Og han er nysgerrig, åben og venlig.
Det var og er fantastiske samtaler, hvor jeg langsomt får fortalt lidt mere. Det er befriende. At vi kan spørge hinanden om hvad vi hver især tror på og oplever.
Nysgerrighed er vigtigt. Både på os selv og hinanden.
Det er pudsigt at jeg er så åben og nysgerrig på andre og livet, men så bange for at blive mødt med... ja, jeg ved ikke helt hvad det er... jeg er bange for at det er tabu, hvis jeg bringer på bane at jeg er clairvoyant. At jeg vil blive set ned på. Stemplet som underlig, uintelligent, dum, overtroisk, idiot, tåbelig eller det, der er værre. Blive ekskluderet af fællesskabet. Det er et urinstinkt at skulle være en del af flokken. Jeg kan tydeligt mærke min frygt gå helt op i gear hvis den tror jeg er ved at bevæge mig ud på usikker grund.
Nogle gange er jeg åben og modig om at jeg er clairvoyant. Andre gange bliver jeg så genert at mit hjerte hamrer så hårdt at det gør ondt. Det der med at stå ved min spirituelle side er vist ikke et tema, jeg er helt færdig med endnu. Men hvor er det vigtigt at møde andre, der også er nysgerrige og åbne for at andre ser verden på en anden måde end dem selv.
Nysgerrighed på sig selv og andre er befriende og hjertebegejstrende.
Når andre tør stille sig frem, så bliver det nemmere for mig også at stille mig frem.
Og skridt for skridt tør jeg lidt mere. Når vi viser hvem vi er, kan andre bedre se os. Og det er helt okay og lige som det skal være, også selvom jeg stadigvæk nogle gange skal tage tilløb til det 😉
Kærlig hilsen Laura