Frygten hader det ukendte, det nye og det uforudsigelige.
Hvis min frygt skulle bestemme, så skulle jeg ikke gøre noget som helst før jeg som minimum havde et overblik over de næste mange skridt i en given retning.
Min frygt ville elske hvis jeg havde et detaljeret landkort over hele mit liv så jeg på ethvert tidspunkt vidste hvad der ville ske hvis jeg bevægede mig en given retning. Hvor er der faldgruber? Farer? Problemer? Hvad er den mindst farlige rute? Og derefter nøje planlægge hver eneste skridt i god tid inden jeg overhovedet bevægede mig nogen steder hen.
Vi er derudover udstyret med en hjerne, hvis fornemmeste formål er at holde os i live og at spare på energien. At gøre nye ting synes både frygten og hjernen er en dårlig ide. Nyt er lig farligt og det kræver energi. En forfærdelig kombination.
Og hvis det nye samtidig er kreativt og tilsyneladende formålsløst? Hvorfor så overhovedet prøve? Det lugter jo langt væk af usikre resultater og farer.
Hvis jeg så alligevel vælger at handle og at gøre det der kreative, så stiller frygten fluks op med en lang liste af tilsyneladende gode grunde til at lade være.
Frygten mener ikke at man bør gøre noget for processens skyld, kun for resultatets.
Og f.eks. at have en blog? Hvilket resultat kan det på nogen måde afføde eller gavne? Det er kun farligt. Det er at blotte sig selv. Det er udelukkende en risiko for at gøre sig selv til grin, at få sagt for meget, noget forkert eller bare i det hele taget komme galt afsted.
Frygten vil gerne måle succes i anerkendelse udefra og likes. Frygten synes det er en fremragende måde at navigere gennem livet på.
Heldigvis er vi ikke kun udstyret med frygt, men også med et indre kompas. Et kompas, der kan pege os derhen vi gerne vil. Mod mere glæde, kærlighed, lethed, flow, eventyr eller hvad der får lige netop vores hjerte til at synge ekstra frydefuldt. Et indre kompas, der ikke peger mod frygt og død, men mod eventyr, glæde og et væld af skønne oplevelser i livet.
Det er nemlig så fint indrettet at man ikke behøver gøre tingene for den ydre anerkendelse eller for resultatets skyld. At processen giver glæde er i sig selv er en god grund til at gøre noget.
Jeg er f.eks. begyndt hver anden uge at mødes med skønne kvinder og sy. Ville mit liv være lige så fint uden en korsstingsbroderi, hvor der står “God jul” på? Muligvis, men jeg elsker at sy, det er nærmest helt meditativt, og når det så samtidig sker i godt selskab, så er det på alle måder noget, der fylder mig op. Det er nydelse af processen og nærvær i nuet.
Det er samme er med denne blog. Ved jeg hvor den fører hen? Nej. Føles det nogle gange sårbart? Ja. Fylder det mig med glæde at skrive? Ja, og processen giver mig noget vigtigt. Jeg aner ikke hvad resultatet bliver, om der overhovedet bliver noget resultat, men det er ikke afgørende. Mit indre kompas peger denne vej fordi det fylder mit hjerte med glæde – og det er nok.
Det samme gælder med at skrive fiktion. Det har min frygt det endnu sværere med. Det er et kæmpe arbejde og et livshåndværk i sig selv at skrive en bog. Min frygt kan næsten slå sig til tåls med at jeg blogger fordi hver enkelt opslag oftest kun tager en aften. Men en hel bog? Pfth! Halsløs gerning. Tåbeligt. Umuligt! Spild af liv!
Men alligevel er der noget ved at skrive historier, som har trukket i mig hele mit liv. Noget, der lokker mig den vej. Jeg har efterhånden fået begravet hele historie-skriveriet under en solid bunke argumenter for ikke at gøre det, men fra tid til at anden samler jeg historierne op, børster dem af for støv og prøver igen. At skrive historier, når jeg giver det plads, er for mig noget magisk. En kilde til en dyb glæde og jublende fantasi mens historierne folder sig ud og jeg skaber et kig ind i en helt anden verden.
Balancen mellem frygtens behov for landkort og lange rutebeskrivelser og det indre kompas, der peger mod glæde, er ikke altid en nem balance. Det bedste man kan gøre at blive ved med at øve sig, blive ved med at mærke efter og blive ved med at vælge glæden til.
Jeg ved ikke hvordan jeg kommer i mål med at skrive en bog. Om jeg overhovedet kommer i mål. Det er en drøm, der svæver foran mig og som jeg ikke ved hvordan kan lade sig gøre, men det er en drøm, der gør mig glad og derfor tager skridt imod når jeg kan og har lyst. Vil det lykkes for mig en dag? Hvad skal bogen overhovedet handle om? Det ved jeg ikke, men så længe jeg nyder processen derhen, så kommer det sig heller ikke så nøje. Så længe jeg nyder processen, så er det nok. Og i de perioder, hvor jeg ikke nyder processen, hvor frygten får mig overtalt til at det er alt for svært, alt for bøvlet, alt for langtrukkent, så lader jeg den drøm vente. Også selvom de perioder kan være meget lange. Det skal nok komme en dag så længe jeg handler på drømmen de dage, hvor det er glæden ved drømmen om at skrive en bog, der fylder, i stedet for frygten.
Drømme og veje til glæde behøver ikke give mening eller have indbygget garanti for pragende resultater. Drømme og veje til glæde behøver heller ikke være logiske. Det vigtigste er at de fylder mig med glæde og så blidt se på hvor jeg kan tage et lille skridt i dag og på hvad der fylder mig med glæde. Er det at køre forbi biblioteket på vej hjem og låne en bog om et bestemt emne? At læse artikler om det på internettet? Er det at gå en tur i skoven bare fordi jeg har lyst? Tage til et foredrag? Ville det fylde mig med glæde at læse en god bog? Ringe til en veninde? Starte til zumba fordi det kunne være sjovt?
Drømme og veje til glæde behøver hverken være kringlede eller forkromede. Hvad end der lige nu kunne fylde mig med glæde, hvad end mit indre kompas peger på eller mit hjerte hvisker om, så øver jeg mig i at blive endnu bedre til at lytte. Jeg prøver mig frem og går på opdagelse i det og justerer kursen undervejs hvis nødvendigt. Måske var det ikke zumba alligevel. Måske var det step. Måske var det ikke at sy korssting, men at tegne.
Når vi prøver det af, bliver vi klogere.
Vi er her for at øve og vi lærer hele tiden. Lærer om os selv, om hinanden, om vores frygt og vores drømme. Og om hvordan vi kan lytte endnu mere til vores indre kompas. Så længe vi øver os i at lytte og mærke efter, så åbner det hele tiden for mere og mere glæde i det her fantastiske, larmende, jublende, overvældende, berigende liv, som vi har.
Tak fordi du læste med
Har du lyst til at høre når der kommer nyt på bloggen? 🙂
Så tilmeld dig nyhedsbrevet, for så er du i første række når der er nye indlæg. Du tilmelder dig lige her:
laura.lutzen.eu/tilmeld-nyhedsbrev
Hvis du har lyst, kan du også klikke ind på www.facebook.com/ForfatterLauraLutzen/ og like samt følge siden. Det ville nemlig være tophyggeligt at have dig med derinde.
Hvis du har nogen kommentar eller input, så er du hjerteligt velkommen til at skrive til mig. Det kan enten være som kommentarer her på bloggen, på facebook eller ved at sende en messenger besked til mig.
Hav det dejligt 🙂
Kærlig hilsen Laura
