Jeg er super god til at drømme om ting, jeg gerne vil.
Efterhånden har jeg dog fundet ud af at der er forskellige måder at drømme på.
Enten den blide, glædesfyldte drøm om noget, man glæder sig til. Forventningsfuldt. Hvor mit hjerte hvisker om glæde, muligheder, store drømme, små ting, begejstring og lys. Drømme med ro og nærvær og håb.
Og så på et eller andet tidspunkt er det som om mit hoved opsnapper at der foregår et eller andet. Og mit hoved bliver ligeså begejstret. Det synes det lyder så dejligt med alle de der skønne ting, som hjertet hvisker om. Så alle tankerne går fuldt ind i det og begynder at lægge planer og analysere og se på hvor jeg står og hvor jeg gerne vil hen og hvor mange skridt det er og hvor mange skridt jeg så skal tage hver dag for at nå derhen. Og beregne og vurdere og planlægge og risikovurdere. Og beregningerne ender stort set altid samme sted: at der er uendelig langt derhen. At to-do-listen inden målstregen er på omtrent 140 km. Uoverskueligt umulig. I stenfyldt terræn med masser af huller i før man kommer over på den der fjerne plet af lys.
Og den drøm, der gav håb og fyldte mig med glæde, har dermed forvandlet sig til et mareridt af kaos og tusind ting, jeg gerne vil gøre på samme tid og som allesammen rumsterer inde i mine pludseligt ret fortravlede tanker, der prøver på at samle løse ender sammen svarende til en landsdækkende garnbutik.
Lidt forbløffet står jeg så der og kigger på en ret uoverskuelig bunke af alt muligt som jeg på en eller anden måde fik stablet ovenpå den der stille hjertehvisken, der ikke rigtig længere er til at høre for al støjen af tanker, der farer frem og tilbage i en endeløs analyseren.
Ofte har jeg lige dér i processen efterladt den drøm, der startede det hele.
For eksempel at skrive en bog.
Når hjertet hvisker: Hvad nu hvis der var den her historie om en ung pige, der opdagede at ….
Og jeg begynder at skrive og jeg elsker det. Jeg muntrer mig med det mens side for side tager form. Lige indtil hovedet får nys om sagen. Og gerne lige vil hjælpe til ved at fortælle om alle de andre ting, der jo også skal til for at det kan fungere. For så skal man jo vide en masse om at skrive, finde en original og fængende præmis, skrive hæsblæsende scener i et smukt og flydende sprog, en historie med twists, dybde og klimaks, troværdige personer med noget på spil, finde betalæsere og omkring 1000 andre ting. Og derefter er der jo hele delen med overhovedet at komme igennem nåleøjet ved forlagene, hvordan man laver markedsføring og om at få en lang liste af tilmeldte til nyhedsbrevet og den flotte, professionelle hjemmeside og og og… Og forresten! Hovedet finder lommeregneren frem og kaster sig begejstret ud i at regne. Hvis jeg i gennemsnit skriver 2 sider om dagen og jeg skriver 5 dage om ugen og en bog er 250 sider, så vil det tage mig 25 uger at skrive første udkast. Det kan godt gå an.
Men så rammer hverdagen og det høje tempo med 2 sider hver dag viser sig at være en naiv illusion. Det er nærmere 3-4 sider om ugen. De gode uger. Og så er det lige pludselig 60-80 uger, der skal til. For at lave første udkast. Der nok skal skrives om 2-3 gange. Og så er tidshorisonten så fuldstændig håbløs at det falder til jorden og fyldes ligegyldigt. Sammen med den håbløse tidsplan dør historien om pigen, der opdagede noget, lige så stille. Den fine, blide hjertehvisken forsvinder væk i vinden og efterlader bare et tomt hul hvor drømmen var.
Jeg har gjort det mange gange.
Og nu kunne jeg mærke at det var ved at ske igen.
Jeg vil så gerne fortsætte med at være behandler. At arbejde med energi og clairvoyance. Mit hjerte synger af glæde, når jeg bruger disse sider af mig selv til at hjælpe andre. Og igen fik hovedet færden af at noget var på færde og ville gerne hjælpe til. Og frygten bød også ind med en hjælpende hånd så status quo kunne bevares:
Hvis du vil fortsætte med at være behandler med flere klienter hver uge som hidtil så skal du omgående have en fantastisk og professionel hjemmeside, en facebook side med opdateringer flere gange ugentlig, et blædende nyhedsbrev med masser af gode artikler, en lang liste af emailadresser tilmeldt dit nyhedsbrev, et CVR-nummer, få taget et professionelt portrætbillede, et logo, visitkort, en brochure samt en fornemmelse af hvordan din markedsføringsplan ser ud og en masse andre helt nødvendige ting, der alleammen haster og skal gøres omgående. Det kommer til at tage mange timer at lave en hjemmeside, så mange timer at vedligeholde den, tage backup, vedligeholde plugins, skrive indlæg, samt skrive emails og vedligeholde facebook-side. Du kommer faktisk til at skulle bruge samtlige af dine aftner de næste 4 år før du når derhen hvor du gerne vil og før at du sådan rigtig aktivt kan søge efter flere klienter. Og igen var jeg ved at havne samme sted som så mange gange før:
For pludselig var det ved at ske igen. En stille hjertehvisken var ved at blive til en fuldstændig uoverskuelig og drænende liste af ting, der skal gøres førend at drømmen kunne sendes ud i verden. Her var ikke plads til små skridt i den rigtige retning. Kun en langstrukken rute af Ting Du Er Bagud Med, et mareridt af drænende analyser af hvor meget, der mangler før jeg forsigtigt kunne tage næste skridt mod det, som hjertet blidt startede med at hviske om: at fortsætte med at have klienter. At fortsætte med at hjælpe. At fortsætte den vej, jeg allerede trivedes så helt utroligt godt med at være på.
Det er pudsigt at betragte hvordan en blid hjertehvisken kan blive til et mareridt, men det kan den. Og især dér er det vigtigt at huske at trække vejret dybt og blidt, at berolige det travle hoved og fortælle det at det hele ikke behøver at ske lige nu. At det er ok at have tillid til at det helt rigtige sker og at man tager små skridt og at det er ok.
Så jeg har taget et skridt tilbage og valgt hvad jeg vil gøre som det første.
Jeg har besluttet at lave en facebook-side så folk kan finde mig som behandler. Skridt for skridt tager siden form.
Samtidig har jeg besluttet at det er mig, der får en facebook-side og ikke facebook-siden, der har fået mig. Den skal passe ind i mit liv og ikke omvendt. Så jeg vil ikke tvinge mig selv til at skulle poste hver dag eller flere gange om ugen. Jeg vil poste når det giver mening. Når det passer ind i mit liv og når jeg har lyst. Det skal ikke blive endnu et punkt på en lang to-do-liste af Ting Der Skal Til For At Drømmen Bliver Levet Ud På Den Eneste Rigtige Måde.
Og så har jeg meldt mig til et kursus om frygt og om drømme og om hvordan jeg kan lede min frygt i stedet for at frygten leder mig. Det glæder jeg mig helt vildt til. Underviseren er Anja Vintov og hun virker super dygtig og alt hvad jeg har læst af hende indtil videre har været så indsigtsfuldt, rammende og inspirerende. Jeg glæder mig til at møde hende i virkeligheden og forkæle mine øregange, mit hoved og mit hjerte med hendes input en hel weekend.
Det er vigtigt at drømme.
Og det er vigtigt at drømmene ikke bliver til mareridt.
Det gælder om at være blid ved sig selv når man drømmer. Og opdage når drømmen og den hjertehvisken, der startede det hele, bliver til noget andet. Når hovedet får forvildet en masse tanker, larm og frygt ind i det. Når det begynder at dræne. Blive til to-do lister og virvar og uoverskueligt. Og lige dér tage et skridt tilbage i stedet for at forlade bunken af tanker og kaos. Tage et skridt tilbage og finde hjem til den hjertehvisken, der startede det hele. Historien om pigen, der opdagede noget. Drømmen om at fortsætte med at være behandler.
Og så kommer det vigtigste spørgsmål af dem alle:
Hvad er det mindste skridt, du kan tage lige nu, som vil få dig lidt tættere på din drøm og dit mål?
Læg mærke til ordet “mindste”.
Hvad er det mindste skridt, du kan tage?
Og så tage det skridt.
Nu.
…. men….
Jeg har gået og smagt på det i flere dage nu, det der med at tage det mindst mulige skridt. Jeg ved at det virker for mange. At det giver ro. Alligevel gik min indre projektrytter stadig kold over det. Dels fordi der var så mange ting, jeg gerne ville, at jeg endte med at tage små bitte skidt i 7 forskellige retninger og derfor samlet set ikke rigtig nåede nogen vegne. Så det virkede tildels, men ikke i længden.
Ikke for mig i hvert fald.
Ikke lige her.
Så dukkede der noget op på min playliste på youtube. Noget helt særligt. For ud gennem højtalere flød pludselig et interview med Elisabeth Gilbert, forfatteren til bl.a. Spis Bed Elsk og Big Magic. Hun kan i min optik et eller andet helt særligt. Hendes tilgang til livet, hendes humor, hendes selvironi, hendes latter. Jeg sad der i bilen i går og bevægede mig igennem myldretiden sammen med alle de andre billister som lysende perler i mørket. Træt. Lidt frustreret. Tankemylder on-off. Og så med ét kom Elisabeth Gilbert, som blev interviewet af sin gode ven, Ann Patchett, og fyldte hele min bil op med liv, glæde, humor, dybde, ærlighed og nærvær. Og hendes filosofi er at ja, man kan være bange, især når man gør kreative ting. Det er bare ikke hvor meget frygt, man har, der er det vigtige. Det afgørende er om man er 1% mere nysgerrig end man er bange. Og at følge sin nysgerrighed. Det er for mig en langt friere og gladere måde at bevæge mig ind i min kreativitet og en langt sjovere måde at også give mine drømme plads i mit liv. Så er jeg nemlig ikke styret af om det, jeg gør, nu bevæger mig tættere på eller længere væk fra et givent mål. I stedet spørger jeg mig selv hvad jeg er nysgerrig på. Og det gør at jeg kommer ind i Nuet. Det Berømte, Det Berygtede, Det Flygtige Nu.
Om det så er at hækle, skrive, danse til en gammel Simply Red sang eller noget helt andet, det vil vise sig. Og under alle omstændigheder har jeg fået mit Nu tilbage. Og så er det pludselig langt sjovere igen.
Og midt i alt det kan jeg mærke at det med clairvoyancer og energiarbejde er kommet for at blive i mit liv, for det giver mig noget, der er så særligt og lyst og fint at dét vil jeg blive ved med. Det løfter både mig og den, som jeg hjælper. Det er for mig en ultimative win-win 😉
Rigtig god fornøjelse med dine drømme og din nysgerrighed. Gid dit hjertes hvisken ikke bliver til mareridt og tankestøj. Gid at hvis det sker, at du så opdager det og véd at du altid kan tage et skridt tilbage, trække vejret dybt og finde tilbage til det, der startede det hele.
Blide drømme og hjertehvisken og nysgerrighed.
Og slår alt andet fejl:
Mørk chokolade. Og gerne masser af det 🙂
Her er Elisabeth Gilbert interviwet hvis du er nysgerrig på at se det 😉
Og er du nysgerrig på kurset hos Anja Vintov, så kan du læse mere her 🙂 http://www.anjavintov.dk/forelsk-dig-i-din-frygt/
Tak fordi du læste med <3
Har du lyst til at høre når der kommer nyt på bloggen?
Så klik ind på www.facebook.com/ForfatterLauraLutzen/ og like samt følg siden – så hører du når der kommer nyt 🙂
