En liste fuld af ideer

Ideer, der bobler frem

Jeg elsker at få ideer.

Ideer til ting, jeg kan gøre. Projekter, jeg kan starte. Historier, jeg kan skrive. Ting, jeg gerne vil prøve.

Det kunne være vildt sjovt at indtale meditationer.

Jeg gjorde det faktisk den anden morgen udenfor mens jeg sad ved vores æbletræ. Fuglene sang og morgensolen skinnede blidt mellem bladene på træet. Dagen startede langsomt og jeg begyndte at boble med ideer til meditationer. Jeg indtalte flere forskellige på min telefon, men kunne mærke at det ville være nemmere at have skrevet grundstrukturen ned på forhånd. Jeg fik ideer til fire forskellige meditationer, en for hver årstid, en for forskellige tider på døgnet. Meditationer fulde af ro, glæde og nærvær.

Jeg gik indenfor, glædesfuldt nysgerrig på alle de meditationer, jeg kunne skrive. Indenfor er der også masser af ideer til projekter. Lige til højre for døren i bryggerset ligger en bunke vasketøj og venter. Børnenes tøj trænger også til at blive sorteret.  Det ville være skønt at få ryddet op. Jeg vil også gerne i gang med at hækle igen. Det kunne også være godt at få styr på biblioteksbøgerne, der skal afleveres.

Det kunne også være fedt at komme videre med den der e-bog om forskellige måder at skrue op for livsglæde, indre ro og livsbegejstring. Sætte sig ned og få lavet outline og gå i gang.

Der var for resten også de der meditationer, jeg gerne ville lave. Dem skal jeg også have rykket videre på. Hvornår vil jeg skrive dem? Hvordan kan de optages så lyden bliver god?

Og der er jo også terrassen, der gerne skal luges. Lektier, der skal laves. Der skal laves madplan og handles ind til ugen. Jeg skal op og træne i dag, for jeg kom ikke afsted i går. Jeg skal også ind på forældreintra igen. Det er alt for længe siden jeg har været det. Jeg vil også gerne ind i sofaen og hygge med min skønne mand.

 

Virvar og huskelister

Lidt frustreret opdager jeg at her har jeg stået før. Lidt overvældet, lidt for mange ting i gang, lidt for mange ting at huske på. Lidt træt. Lidt øv.

For hvad er der at vælge imellem her?

Jeg kan ikke nå at handle på alle ideerne og jeg kan ikke nå alle projekterne på samme tid.

De ting, jeg ikke får handlet på, bliver stuvet sammen indeni på en efterhånden ret imponerende huskeliste omme i baghovedet. Så mange at jeg er begyndt at glemme nogle af ideerne. Ikke fordi de aktivt blev valgt fra, men fordi de forsvandt i virvaret.

Mit hjerte bliver lidt tungere da jeg indser hvordan alle de fine, skønne ideer forsvinder i alle bunkerne af opgaver og ting, der gerne skal gøres, og endnu flere ting, jeg gerne vil gøre, og hverdag og projekter og virvar.

Det er ikke første gang, det er sket for mig.

Nok heller ikke den sidste.

 

Ideen, der gjorde forskellen

Men så kom min skønne mand med et godt input: Hvad nu hvis jeg tager alle mine ideer og skriver dem ned? Laver en liste så jeg ved at de står der og ikke behøver tumle rundt indeni med fare for enten at blive glemt eller blive endnu en del af den store bunke spagetti af tanker og ideer og uafsluttede projekter.

Jeg smager på ideen. Vender og drejer den et øjeblik.

Og som han tilføjede: du behøver jo ikke gøre dem alle nu. Det kan være at nogle af dem måske står der i to år eller mere, men så står de der. Du glemmer dem ikke og du behøver ikke gå og huske på dem. De står nemlig lige der.

Den er jeg med på 🙂

Så det er mit fine, nyeste projekt 😉

Lave en liste med alle ideerne så de kan tage på hotel med overnatning i min notesbog og være klar til når jeg er klar til dem  🙂

 

Det valg, der manglede

Det er godt at få input når jeg er faret vild inde i hverdagsjunglen. Det er dejligt at blive mindet om de valg, jeg har: Jeg kan handle på ideen eller jeg kan lade være.

Jeg kan føre den ud i livet eller ikke.

Det gode ved min mands ide med listen er at det giver mig en højt værdsat mulighed mere:

Jeg kan handle på ideen, jeg kan lade den flyve forbi eller jeg kan forankre den ved at skrive den på listen. Så behøver jeg ikke handle på den lige nu, men jeg behøver heller ikke have den i baghovedet eller risikere at glemme den. For den står på listen og venter på mig. Og hvis jeg en dag får lyst og mulighed for at handle på den når jeg læser listen, så står den funklende klar til mig lige der.

Det gode ved livet er at man har muligheden for at vælge i enhver situation. Nogle gange kan det være svært at få øje på andre valgmuligheder end dem, man allerede kender, og de valg, man allerede har truffet. Så er det godt at snakke med andre og godt at læse om hvad andre har valgt, for så kan det være at man opdager nye måder at vælge på.

Nye måder at tænke på og dermed opdage nye valgmuligheder.

Det kan åbne op for helt nye veje i den der situation, hvor man følte man sad fast. Og de nye veje kan måske føre nye og sjovere steder hen.

Man har altid et valg.

Nogle gange skal man måske bare have et kærligt input for at få øje på det.

 

Tak fordi du læste med 🙂

Har du lyst til at høre når der kommer nyt på bloggen?

Så klik ind på www.facebook.com/ForfatterLauraLutzen/ og like samt følg siden – så hører du når der kommer nyt 🙂


Det kan være at du også vil kunne lide dem her :-)

Det er svært for mig helt at blive klog på:Hvad lader mig op?Hvad er det, der giver mig energi? Især i perioder,

Læs mere
Hvad lader dig op?

Nogle temaer har jeg glæde af flere gange. Det kan godt være en smule frustrerende i længden.  Helt ærligt. Kunne det ikke

Læs mere
Hjertet oppe i halsen

Nogle ting har man brug for at få at vide mere end en gang.Lad mig sige det mere præcist:Nogle ting har jeg

Læs mere
At skabe glæde

Det er nemt på alle mulige måder - og nogle gange på nærmest umulige måder - at føle at man står i

Læs mere
Festen i skabet
Skriv en kommentar her

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med

  1. Hej Laura
    Fin side du har her, det var lige sådan en huskeliste som jeg havde brug for i dag 🙂 Har også tusindvis af ideer som står i kø. Jeg har et spørgsmål, håber det er ok jeg stille det her. Hvordan får du tilmelding til dine nyhedsbreve koblet sammen med din blog?
    God dag til dig.

    Kh Mimi K

    1. Hej Mimi K
      Tak 😀 Dejligt at høre 🙂
      Jeg bruger mailchimp til nyhedsbrevene og har så lavet en ekstra side her på min blog, som linker til tilmeldingen til nyhedsbrevet. Der er guides til hvordan man gør inde i mailchimp, som jeg brugte da jeg koblede det sammen 🙂
      Også en dejlig dag til dig 🙂
      Stort kram fra Laura

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}