Det er nemt på alle mulige måder - og nogle gange på nærmest umulige måder - at føle at man står i et skab og ikke tør gå ud.
At det føles for risikabelt at gå ud i verden med en bestemt side af sig selv.
For mig er det at sige højt at jeg er clairvoyant og at jeg har en spirituel side.
Jeg er kommet langt og har efterhånden fået det sagt til flere, men det er ikke altid noget, jeg skilter med i større stil.
Ingeniør og clairvoyant er ikke lige det, der rimer mest, vel?
Men efterhånden som jeg alligevel tør stå lidt mere ved det, er det som om at døren til skabet åbner sig en lille smule og jeg tør kigge forsigtigt ud.
Og det mest forunderlige sker.
I det øjeblik jeg åbner døren en lille smule lukker jeg samtidig en lille smule lys ind i skabet.
Og så går det op for mig at jeg ikke er alene herinde.
Vi er faktisk flere, der står herinde i det spirituelle skab.
Jeg vil endda gå så vidt til at sige at vi er så mange at der er en hel fest herinde 🙂
Ikke lige noget, man skilter med
Det kan godt være at vi ikke liiiige snakker om det til forældrekaffen nede i børnehaven, annoncerer det når vi møder nye mennesker eller i det hele taget siger det højt særligt tit, men hvor er det rart at vide at man ikke er den eneste.
At andre også kender til den underlige uro, der kommer ved at sige den slags højt.
Frygten for at blive kigget skævt til eller måske endda ligefrem udelukket fra fællesskabet.
Og befrielsen i at møde et andet menneske, der også er spirituel og at kunne se hinanden i øjnene, og være åbne og ærlige om noget, der ellers nemt kan være tabu.
Og hvad er det så - det der spiritualitet?
Spiritualitet og hvad det betyder for den enkelte kan være utroligt mange forskellige ting.
En følelse af at der måske er mere mellem himmel og jord.
Fornemmelsen af der er en dyb, varm kærlighed, der strømmer gennem alting.
Åbenhed for muligheden for at nogle mennesker kan fornemme ting, som vi ikke kan forklare.
At vi alle har en sjæl og har levet flere liv end det, vi er i gang med nu.
En nysgerrrighed.
En livsbegejstring.
Men samtidig har jeg har intet ønske om at stå på mål for alt hvad der foregår i den spirituelle verden.
Der er både skidt og kanel, og koncepter, der er for langhårede for mig.
Men der er også dele, som jeg kan mærke er rigtige for mig.
Og jo mere jeg tør åbne op for det, jo mere jeg tør stå ved det og stå ved hele mig, jo mere ro får jeg omkring det.
Bullshit
Ligeså dejligt - og vigtigt - det er at tale med andre, der er nysgerrige, ligeså vigtigt er det at have en dialog med dem, der slet ikke tror på det.
Som synes det er bullshit.
For det er rart når man kan mødes i en åben og ærlig snak.
Når man sammen tør bryde tabuet om at spiritualitet er noget, vi ikke må snakke om.
Det er fedt at snakke om det spirituelle sammen - uanset om vi er spirituelle eller ej.
Det er fedt når vi tør være forskellige - og når vi giver hinanden lov til at være det.
En dør på klem
Det vigtige for mig er at det er ok at gå ud af skabet med det, som jeg har med.
Jeg har stadig ikke slået døren til skabet fuldt op.
Jeg står stadig nogle gange og skimter lidt ud gennem døren.
Og jeg har samtidig en fest sammen med alle de andre, der står herinde i skabet 🙂
Og langsomt tør jeg åbne døren en smule mere 🙂