Det er svært for mig helt at blive klog på:
Hvad lader mig op?
Hvad er det, der giver mig energi? Især i perioder, hvor der er travlt, for lidt søvn eller andre ting, der bøvler, så kan det være svært at gennemskue. For hvad der skal egentlig til for at få fyldt op på overskuddet og humøret igen?
Jo mere travl eller træt, jeg er, jo nemmere er det at falde i telefonen og fjernsynet. Altså, det er hyggeligt nok, men det er ikke noget, der som sådan lader mig op. Ekstra kaffe har også været forsøgt. Og jeg kan drikke rigtig meget kaffe, men det virker ikke sådan rigtig i længden. Chokolade smager skønt, meeen holder ikke rigtig længere end det tager for blodsukkeret at falde igen. Choko-ekspresso-koffein-sukker boost hører i samme kategori af smager-godt-men-virker-kort 😉
Men hvad kunne det så være?
En ting, der i den sidste periode har været forsvundet, er hygge-bøger. Jeg har læst og lyttet til faglige bøger og podcast og undervisning i lange baner. Men bøger bare for hyggens skyld?
Det er som om de er gledet ud og er blevet væk.
Det er egentlig pudsigt når jeg nu elsker bøger så meget.
Heldigvis vandt jeg fornyelig en konkurrence hos skønne Nanna Foss, der via sin patreon-side udlodede bogen "The midnight library" af Matt Haig. Og bogen landede på mit dørtrin med perfekt timing midt i påsken.
Bogen er spækket med en kærlighed til livet og de valg, vi træffer undervejs. Både smerten ved tanken om at have valgt forkert, og nysgerrigheden på hvad der ville være sket hvis man havde valgt anderledes. Bogen handler om Nora, der havner på midnatsbiblioteket, hvor hver bog viser hvad der ville være sket hvis hun havde truffet andre valg undervejs i sit liv. Bogen har en varme og en underfundighed og emmer af hyldest til livet.
Det er en bog, der har solgt i millioner af eksemplarer og med god grund. Det er en fantastisk bog, der hurtigt er læst og som er underholdende undervejs. Samtidig stiller den vigtige spørgsmål, og jeg elsker kombinationen af nysgerrighed på livet og en historie, der får mig til hele tiden liiiige at læse en side mere.
Det er vigtigt at være nysgerrig og gå på opdagelse i hvad der lader en op. Det var dejligt at opdage at hygge-bøger så absolut stadig er på min liste over ting, der giver mig ro og samtidig lader mig op. Gode bøger med historier, der er spændende og opslugende, og når de samtidig giver stof til eftertanke er ren win-win 🙂
Har du lyst til en dejlig hygge-bog, der emmer af begejstring for livet, så kan Midnatsbiblioteket af Matt Haig varmt anbefales.
En anden ting, der lader mig op, er at bage 🙂 Lige nu har jeg f.eks. kig på de her lækre Bananmuffins med chokoladestykker - en lækker banankage - Bagvrk.dk. Jeg opdagede bagvrk.dk gennem det pragtfulde bloggernetværk Bloggers By Heart. Lene, der har Bagvrk.dk, har lavet en blog spækket med lækre opskrifter og gode tips til godt håndværk i køkkenet, og jeg glæder mig til at gå på opdagelse på hendes side.
Dette opslag er en del af Bloggers By Heart readathon-serie, hvor du får skønne og hyggelige boganbefalinger, spækket med inspiration til feriehyggen. Du finder de andre indlæg inde på instagram på https://www.instagram.com/bloggersbyheart/ efterhånden som de forskellige opslag kommer i løbet af den kommende periode.
God læselyst, god bagelyst og god fornøjelse med at opdage (eller måske ligesom mig genopdage) hvad der lader dig op 🙂
Kærlig hilsen Laura