Det er mærkelige tider, vi lever i. Landet er lukket ned. Covid-19 spreder sig. Man skal blive hjemme og alting er anderledes end for få uger siden.
Det kan godt lidt føles som om den der fine skovsti, som ens liv var på vej henad, halvvejs er blevet til offroad vandring i stenfyldt og ukendt terræn. Når nogen spørger “går det godt?” vender man sig om mellem væltede træer og giver et forsigtigt thumbs-up til fotografen.
Sigtbarheden og forudsigeligheden er ikke hvad den har været.
Nyhedsstrømmen er eksploderet. Overalt er der udsendelser, artikler og nyt om Covid-19 både ude i verden og herhjemme. Jævnlige pressemøder fra regeringen, hjemmeskole af børnene, sms´er fra politiet og tale midt på året fra Dronningen for første gang nogensinde. Mange ting har ændret sig de seneste par uger.
Heldigvis har vores humor ikke. Og der er masser af den derude. Flere gange dagligt ser jeg fantastiske billeder og videoer fra folk, der giver den her situation et glimt af smil, underfundighed og humor.
Bliv ved med at hjælpe hinanden. Bliv ved med at holde afstand. Bliv ved med at sende jeres skønne humor ud i verden, dele den med os andre og fylde endnu flere smil i den her tid.
For noget tid siden – før corona – var jeg til krea-cafe, hvor jeg hyggede mig med illustrere et skønt citat, som en dejlig veninde havde sendt til mig. Det er kun blevet mere relevant siden, og derfor får du det lige her:
Hvordan vil du bruge dit liv? Hvad er vigtigt for dig?
Jeg kan mærke at blandt andet fællesskaber er vigtige for mig. I disse tider er mange fællesskaber er blevet afbrudt. Heldigvis kan nogle af dem midlertidigt erstattes med en telefon og en internetforbindelse.
Vores børn kan ringe eller facetime til deres venner.
Og i aften har jeg min første veninde-sammenkomst på Skype nogensinde. Nye tider giver inspiration til nye metoder.
Jeg er sikker på at gode ideer, rettidig forsigtighed, fællesskab, hjælpsomhed, venlighed og humor får os rigtig, rigtig langt. Også i den nuværende situation.
Hav det godt <3
Kærlig hilsen Laura
PS: Skønne og talentfulde Pernille Hinnerup Jensen har tegnet ovenstående og hun tegner i øjeblikket digitale portrætter for kun 100 kr. Hun plejer at bruge sine dage på at lave fantastisk smukke (og konkurrencevindende) tatoveringer, så grib chancen mens den er der og hun har tid 🙂 Du finder hende på facebook, hvor hun har “Shay inks”.