Det er altså pudsigt.
Sådan her føles tanken om at blogge eller skrive historier nogle gange:
Stort. Uoverskueligt. Omfattende. Tænk hvis andre ikke kan lide det. Hvis det ikke er godt nok. Dybt nok. Nyt nok. Spændende nok. Hvis nogen tænker dårligt om det og så tænker dårligt om mig. Åh nej!
Så jeg går aldrig i gang.
Men set i et lidt større perspektiv: man fortryder sjældendt det, man skaber. Når jeg ser tilbage over tiden fortryder jeg ikke de historier, jeg har skrevet. Kun at jeg ikke fik gjort dem færdige. Gid jeg havde skabt flere ting. For det er sjovt både at skabe dem og at se tilbage på dem. Hver del rummer brikker fra mit liv og hvad jeg oplevede på det pågældende tidspunkt.
Hvis jeg aldrig går i gang, bliver jeg heller aldrig færdig. Så får jeg aldrig fornøjelsen af at skabe noget og sende det ud i verden. Prøve mig frem. Lære. Fejle. Sejre. Lege.
Selvom det er stort, vildt og uoverskueligt så er der kun én ting, der er værre end aldrig at blive færdig. Og det er aldrig at gå i gang.
Så hermed en blogpost mere og et brik mere til det store, forunderlige puslespil, som dette liv er 🙂