En følelse af god tid

Jeg har længe været på udkig efter den der følelse af god tid, der var førhen.

Før job, børn, bil, oprydning, madpakker, have, hus, ombygning, forældreintra og alle de andre ting, som hverdagen går med.

Jeg har grublet og jeg har tænkt. Jeg har ærgret mig og været frustreret, gnaven og opgivende. De siger jo at livet med små børn er hårdt, så det er nok bare sådan her det er.

For noget tid siden var jeg til en session hos en klog kvinde, jeg kender. Hun kom med mange gode input og et af dem var at jeg skulle prøve at lægge min telefon væk i løbet af dagen og først tage den frem om aftenen. Have et bestemt tidspunkt, hvor først derefter måtte telefonen komme frem.

Det må da være  nemt nok. Jeg mener, så meget bruger jeg den jo heller ikke. Det er der jo ikke tid til. Men samtidig havde jeg også nogle gange en følelse af at min telefon var vokset fast i min hånd. Hver gang jeg kiggede ned så – vups – var min telefon pludselig fremme igen. For jeg kunne jo lige tjekke mail mens vandet koger. Eller facebook mens jeg er alene på badeværelset. Eller wordfeud inden jeg lægger vasketøjet sammen. Eller den der spændende og fantastiske gruppe på facebook, hvor der sikkert er nogen, der har skrevet noget inden jeg smørrer madpakkerne.

Jeg lyttede til hendes råd og pakkede min telefon væk indtil kl. 20.

Det havde en overraskende stor effekt.

Mere end jeg havde regnet med.

Det gik op for mig at hver gang, der var en lille pause eller et lille mellemrum i løbet af dagen, så fyldte jeg det straks ud med min telefon og det store, vide, fantastiske, distraherende internet. Min hjerne var hele tiden på udkig efter næste lille luftlomme, hvor telefonen kunne hives frem igen.

Hende, der gav mig rådet om at pakke telefonen væk, havde samtidig også sagt at det ikke betød at jeg så skulle arbejde og være i gang indtil om aftenen. Det var helt ok at sidde og slappe af. Gå udenfor og nyde luften og solen, men at en skærm ikke var en pause. Hun nævnte også at det kunne være fint at tænke over hvad jeg lærer mine børn når jeg ofte har min telefon i hånden.

Pokkers.

Når vi kommer hjem om eftermiddagen er det tit efterspørgslen på at se på en skærm, der kommer op som noget af det første. Det, og så noget at spise.

Efter jeg har pakket min telefon væk, har børnene faktisk ikke spurgt efter skærm i samme omfang som før. Mine bunker af vasketøj er skrumpet fra gigantiske til overkommelige. De fleste dage i hvert fald.

Et andet råd, som jeg fik med, var at gøre én ting ad gangen. For jeg er vældig god til at gøre mange ting på én gang. For der er jo så meget der skal gøres. Så jeg kan lige sætte vasketøjskurven ud i bryggerset mens jeg starter vandet til kartoflerne og finder rugbrødet frem til madpakkerne inden jeg fylder vaskemaskinen og flytter skoletaskerne fra gangen så jeg kan finde mælken frem til børnene, der er tørstige inden jeg begynder at smørre madpakkkerne og tømme resten af opvaskemaskinen og spille wordfeud inden min tur udløber og jeg taber spillet fordi jeg var for langsom til at svare.

Efter jeg er begyndt såvidt muligt at gøre én ting ad gangen og har pakket min telefon væk er der sket det mest forunderlige. Jeg kan mærke den gode stilhed indfinde sig. Mit hoved er ikke hele tiden på jagt efter at få lov at glo på min telefon. Der er kommet mere ro på. Og en spirende følelse af god tid.

Det er lidt vildt. Og meget skræmmende.

Hvordan kan sådan en lille, firkantet ting tage så meget af min tid? Hvorfor følte jeg at jeg var så effektiv når jeg lavede mange ting på én gang, når det i virkeligheden var det helt modsatte?

Jeg falder stadig i. Ingen tvivl om det. Der er dage, hvor jeg husker at lægge telefonen væk, og dage, hvor min kære guldfiskehukommelse i ren protest over søvnmangel fortrænger at det faktisk var en fordel at lade telefonen hygge sig i lommen fremfor i mit synsfelt. Dage, hvor jeg stadig får sat lidt for mange ting i gang på samme tid. Men der er også dage, hvor jeg husker at lægge telefonen væk og gøre én ting ad gangen og for første gang i lang tid  bobler følelsen af ro og god tid frem. Og det er en af de største sejre længe 🙂