En af de største overraskelser, som 2017 førte med sig, er at jeg er clairvoyant. Da jeg fandt ud af det, så jeg nok ca sådan her ud:
Æh, kan jeg lige få den en gang til?
Er jeg clairvoyant?
Jamen, jeg er jo ingeniør!
Kan de to ting overhovedet kombineres?
Altså hvis clairvoyance og clairvoyante overhovedet findes sådan rigtigt?
Men jo mere jeg mærker efter og jo mere jeg træner det, jo stærkere bliver min evne til at lave clairvoyancer. Detaljerede, tydelige billeder og ord fulde af lys, varme og kærlighed strømmer til mig når jeg åbner op for den side af mig selv. Ord, der giver mening for den, jeg sidder overfor, om det er nære venner eller fremmede, jeg ikke kender.
Ord, som rummer de vigtigste beskeder, som vedkommende kan få at vide lige netop nu.
Ord, der hjælper.
Min frygt gik selvfølgelig helt kold. Den kastede sig hovedkuls ud i at gøre sit fornemeste job: at passe på mig. Min frygt følte det som dens livsafgørende pligt at larme så snart jeg ikke aktivt var i gang med en clairvoyance. I alle mellemrummene fortalte den mig hvorfor jeg skulle stoppe med det samme og sendte nødsignaler til mig i massevis.
Du kan ikke det her.
Det er bare noget, du bilder dig ind.
Det ender med at du ødelægger dig selv og hele dit liv. Det hele vil gå i stykker og blive et usselt vrag af hvad det engang var.
Frygten gjorde sig især umage med at fortælle mig at hvis jeg åbent fortalte at jeg kan lave clairvoyancer, så ville det på en eller anden måde ophæve alt det gode og fine, der er ved at være ingeniør.
Det afførte naturligvis en vis følelse af ikke have fast grund under fødderne.
Min frygt er ret sej til at skræmme livet af mig. Og min frygt er omtrent lige så god til at få mig til at blive bange som den er til at fylde mig med skam.
Jeg har brugt rigtig meget tid sidste år på at skamme mig over min spiritualitet og over at jeg er clairvoyant. Jeg har endda skammet mig over at jeg har skammet mig.
Hvorfor nøjes når man nu alligevel er igang?
I længden kan det godt føles en anelse ubehageligt det der med at være fuld af frygt og skam.
Og der er især én ting, jeg glemmer, når min frygt spiller på samtlige tangenter på det indre klaver.
Jeg glemmer at trække vejret ordentlig.
Skridt for skridt, vejrtrækning for vejrtrækning, fortsatte jeg med at lave clairvoyancer og skærpe min evne til at arbejde med energi.
Langsomt begyndte jeg at indse at jeg ikke bare kan lave clairvoyancer. Jeg er faktisk virkelig dygtig til det. At det kommer naturligt til mig. At det er en dyb del af mig. At det giver mening på så mange måder at gøre det.
Det føles nogle gange som at få et kig ind bag selve kulisserne i livet. Og jeg vil gerne hilse og sige at det er et meget lyst sted fuld af håb og en dyb, gennemstrømmende kærlighed.
Jeg havde aldrig gættet at jeg er clairvoyant. Det var noget af en overraskelse da 2017 hev det frem af hatten. Det har fyldt sidste år med en masse støj, men én ting ved jeg med sikkerhed. Selvom jeg på nogle punkter stadig arbejder med min frygt og min skam omkring at være clairvoyant, så er der en anden følelse, der også spirer frem.
For min evne til at lave clairvoyancer vokser hele tiden. Det er en evne, jeg kun har, når jeg åbner aktivt op for den. Så bare rolig, jeg får kun beskeder når folk beder mig om at åbne op. Og det betyder altså ikke at jeg kan læse tanker. Eller at jeg kan forudse lotto-tallene, hvad der er at spise i kantinen i dag eller om folk kommer for sent. Beskederne er nemlig ikke til mig. De er til den, der har bedt om clairvoyancen. Og fokus i mine clairvoyancer er altid på at hjælpe den, jeg sidder overfor, og formidle det allervigtigste som vedkommende kan få at vide lige nu.
Og jeg er stadig mig. Jeg er stadig Laura Lützen. Jeg er stadig ingeniør, og jeg er også clairvoyant. Og det har ført en helt ny følelse med sig:
Jeg er stolt af at være clairvoyant.
Faktisk har de sidste dage rykket mig mere endnu. Jeg synes faktisk det er ret fedt at få lov til at hjælpe andre på den måde.
Og er det så let at sende disse ord ud i verden?
Nej.
Det er stadig sårbart.
Ved jeg hvor det fører hen?
Nej.
Men jeg gør det alligevel.
Skridt for skridt, vejrtrækning for vejrtrækning, favner jeg mere og mere af mig selv. For jeg er åbenbart både ingeniør og clairvoyant.
Nogle gange overrasker livet. Ret meget endda.
Tak fordi du læste med <3
Har du lyst til at høre når der kommer nyt på bloggen?
Så klik ind på www.facebook.com/ForfatterLauraLutzen/ og like samt følg siden – så hører du når der kommer nyt 🙂