Be proud of who you are – mit tebrev chikanerer mig

Min ynglings-te har små ordsprog på hver tebrev.

Det kan være alt muligt forskelligt, der står.

For et par dage siden var det et, jeg ikke havde fået før. Og jeg har ellers drukket mange chili-lakrids-te og andre lækre sager.

Der stod ganske enkelt:

“Be proud of who you are”

 

Det er en af de der ting, der er mega nemme at sige til andre. “Bare vær dig selv. Vær stolt af hvem du er.”

Kort efter jeg havde læst ordene var der en negativ tanke, der gerne ville ytre sin mening:

“Ja, det er nemt nok at sige, når du ikke er mig.”

Jeg har haft meget støj på det spirituelle. På at jeg interesserer mig for det.  Jeg arbejder stadig på at kunne sige højt at jeg kan lave clairvoyancer, energiafbalancering og healing.

I nogle sammenhænge er det nemt nok.

I andre er det sværere.

Det er mine egne fordomme, der står i vejen.

Ingen tvivl om det.

Jeg møder nysgerrighed og forståelse og interesse når jeg endelig tager mig sammen til at sige det højt.

Min frygt er at det på en eller anden måde skulle kunne ophæve alt det gode og fine ved at være ingeniør når jeg interesserer mig for det spirituelle. Som om mine ord og mine meninger som menneske på en eller anden måde kan miste tyngde og værdi når jeg siger højt at jeg også arbejder med energi.

Min frygt vil gerne fortælle mig at jeg bliver udstødt, hånet, til grin, ensom, forkastet og andre forfærdeligheder hvis jeg siger det højt.

Det er helt ok at andre interesserer sig for det. Det må de hellere end gerne. Jeg kører dobbelt-standarder her. Alle andre må gerne. Det gælder bare ikke helt for mig.

Indtil videre er det nemmere at sige højt på skrift end med talte ord.

I dag fik jeg endnu en gang øvet mig på at sige det højt og vedkommende var rigtig god at tale med det om. Jeg blev mødt med nysgerrighed og åbenhed. Venlige spørgsmål.

Måske verden er lidt større end vi lige tror.

Måske der er ting, vi ikke kan forklare.

Måske dette bare er første, blide skridt ind i alt det nye.

Jeg har skrevet mange og lange blogopslag om min frygt for at indrømme det spirituelle, for det er virkelig et tema, der har fyldt for mig i lang tid. Meget lange opslag.  Jeg har bare ikke postet dem, for det larmede for meget på alle mulige måder. Men der er endelig ved at komme mere ro på det og det larmer ikke så meget mere. Jeg er ved at finde mere ro i det. I klassisk ingeniør-stil, så er der kommet mere ro efter jeg har været til eksamen med klient og ekstern censor og det hele og har fået papir på at jeg kan. Jeg har fået massevis af positiv feedback fra mange forskellige og fra klienter, men af en eller anden grund var det som om min indre ingeniør fik nemmere ved at acceptere at jeg kan noget med energi efter der kom et eksamensbevis, der bekræftede det.

Der vil nok komme mere larm igen på et tidspunkt. Det kan også være der ikke gør.

Men stille og roligt finder jeg ro i det. Og sedlen med “Be proud of who you are” har jeg sat ved CD-afspilleren i min bil så jeg får øje på den hver gang jeg sætter mig ind i min bil.

Skridt for skridt arbejder jeg på det.

For jeg er stolt af at jeg er mor og hustru. Søster, datter og veninde.

Ingeniør. Blogger. Forfatter. Sprituel. Healer. Clairvoyant.

Fjollet. Alvorlig. Filosofisk.

Og så er der skyggesiderne. Der går nok lidt inden jeg kan være decideret stolt af hvor gnaven jeg kan være når blodsukkeret er lavt og søvnkontoen i heftigt overtræk, hvor ubeslutsom og offer-rolle-agtig jeg kan være når jeg vil det hele på samme tid, hvor meget tid jeg kan bruge på min telefon når jeg er for træt og andre spændende skyggesider jeg også er.

Måske “stolt” er lidt rigeligt at forlange. Så længe man ikke skammer sig selv så er man nået langt.

Stille og roligt favner jeg mig selv mere og mere.

Min ynglings-te har små sedler på hvert tebrev.

Det kan være alt muligt forskelligt, der står.

For et par dage siden var det et, der satte en masse tanker i gang.

“Be proud of who you are”

Skridt for skridt bevæger jeg mig derhen.

Jeg håber du allerede er der. Eller at du er på vej.

Uanset hvad, så kan man altid drikke en kop te mere og se hvad næste tebrev har med sig af ord.

Man ved aldrig hvad der står.

 

Tak fordi du læste med <3

Har du lyst til at høre når der kommer nyt på bloggen?

Så klik ind på www.facebook.com/ForfatterLauraLutzen/ og like samt følg siden – så hører du når der kommer nyt 🙂


Det kan være at du også vil kunne lide dem her :-)

Det er svært for mig helt at blive klog på:Hvad lader mig op?Hvad er det, der giver mig energi? Især i perioder,

Læs mere
Hvad lader dig op?

Nogle temaer har jeg glæde af flere gange. Det kan godt være en smule frustrerende i længden.  Helt ærligt. Kunne det ikke

Læs mere
Hjertet oppe i halsen

Nogle ting har man brug for at få at vide mere end en gang.Lad mig sige det mere præcist:Nogle ting har jeg

Læs mere
At skabe glæde

Det er nemt på alle mulige måder - og nogle gange på nærmest umulige måder - at føle at man står i

Læs mere
Festen i skabet
Skriv en kommentar her

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}