Det er snart tid til et nyt år. Som en del af at kysse 2016 kærligt farvel har jeg tænkt lidt over hvad året har bragt. Der er sket mange ting. Der har været meget læring. Her er fire af de ting, som 2016 har lært mig:
1. Når jeg er træt har jeg virkelig, virkelig mange gode ideer til ting, der liiiige skal ordnes inden jeg går i seng: Lægge tøj frem. Dække morgenmadsbord. Spille wordfeud. Tjekke mail. Se facebook. Læse nyheder. Spille lidt mere wordfeud. Se fjernsyn. Det er næsten som om jo mere træt jeg er, jo længere tid tager det at komme i seng. Halvanden time fra første “jeg er træt, jeg burde snart gå i seng.” er på alle måder muligt. Det er jo så hyggeligt at være oppe om aftenen. Der er ro og god tid. Kalorier. Sofa. Fjernsyn. Hvordan kan man andet end nyde det? Og ord som “burde”, f.eks. “burde gå i seng”, er åbenbart bare ikke lige det, der får mig hurtigst ud af sofaen. Jeg sværger. Vores sofa er nogle aftener beklædt med gaffatape. Måske jeg burde afprøve i stedet at sige til mig selv “Jeg har lyst til at gå i seng.” Det, og så få fjernet den der gaffatape. Den hænger så pokkers fast i tøjet.
2. Jeg elsker at udvikle mig. Nye kurser. Meditationer. TEDtalks. Podcasts. Bøger. Der er så mange spændende muligheder. Ja, det er rigtigt, det er der. Men det er faktisk helt ok også at stå stille lige her. Ikke at skulle udvikle sig hele tiden, men bare have tillid til at alt er lige som det skal være, og tålmodighed til at være med det, der er, og ikke skulle udvikle sig konstant. Det kræver lidt tilvænning, kan jeg godt mærke, men jeg øver mig på at blive stående lige her og bare være. Jeg har hørt det skulle være godt at gøre fra tid til anden, omend det kræver sit. For så skal man jo rent faktisk acceptere det, der er lige nu, og acceptere den man selv er, både gode og dårlige sider, for så arbejder man jo ikke på at ændre nogen af dem. Hmm…. Men lærerigt, det er det. Og det giver – efter lidt tilvænning – en vidunderlig ro.
3. Nogle gange kan det føles nemmere at forblive tæt på tapetet. Det er dejlig trygt og velkendt. Tiden går, dagene følges snorlige efter hinanden og man kender hver millimeter af tapetet derhenne på væggen. Man skiller sig ikke ud. Man passer ind.
Og det smarte er, at hvis man aldrig skiller sig ud, så kan man heller ikke blive skilt ud. Mennesker har et utroligt effektivt flok-instinkt. Jeg elsker at blogge og jeg gør fordi jeg elsker det og det fylder mig med en følelse af flow. Jeg havde ikke min vildeste fantasi forestillet mig at jeg skulle blogge, men det er en af de store gaver, som 2016 har givet mig. Det er fantastisk at sætte ord sammen og lege med dem. Jeg har dog også lært i 2016 at det er nemt at sende ord afsted når der ingen modtagere er. Det er noget helt andet når der måske er nogen, der lytter. Hvad nu hvis man falder udenfor? Hvis det man skriver er for kedeligt/neutralt/ligegyldigt/uoriginalt/langt ude/personligt/upersonligt/formålsløst? Pludselig kunne man havne så langt væk fra det trygge tapet at man havner uden for flokken. Shit. Der er ikke noget, der kan få de indre beskyttelsesmekanismer til at slå flik-flak som kreative beskæftigelser med usikre udfald, som Elisabeth Gilbert (forfatter til “Eat, pray, love” og “Big magic”) så smukt beskriver det. Men hvis jeg ikke siger noget højt, hvis bare jeg bliver henne i hjørnet ved tapetet – og det er faktisk et ret dejligt hjørne, hvor jeg trives vældigt fint – så finder jeg aldrig ud af hvilke ord jeg egentlig har indeni. For kun når jeg sender en favnfuld ord afsted ud i verden er der plads til at de næste ord kan blomstre frem. Kun ved at sige noget højt kan jeg finde ud af hvilke ord, der resonnerer i mig og om nogle af dem måske også resonnerer med andre. Og begge dele er umagen værd. Så selvom jeg har et dejligt hjørne lige derovre ved det fine tapet, selvom min skrive-kreativitet har haft det helt fint med at ligge brak på min egen computer i evigheder, så sender jeg nu mine ord ud hvor andre også kan se dem. Livet varer ikke evigt. Der er ikke nogen eventyr, der handler om kun at være hjemme, så nu sender jeg mine ord ud i verden og ser hvilke eventyr de kan fortælle når de kommer hjem igen.
4. Mennesker er nogle vidunderligt selvmodsigende størrelser. I det ene punkt beslutter jeg at tage den med ro og blive lige hvor jeg er. I næste punkt taler jeg om at sende mine ord ud i verdenen, hvilket absolut ikke er at blive stående på samme sted. Både ja og nej. Forskellen fra før er at der ville jeg hele tiden flytte mig til et nyt sted, nye indsigter. Nu fortæller jeg i stedet om hvordan udsigten er lige her hvor jeg står. Og det er faktisk også ret fantastisk, selvom det godt kan kræve et mindre tilløb og betyde at jeg ikke længere står ved tapetet, men det er det hele værd. Udsigten er nemlig ret skøn på de her kanter 🙂
Tak fordi du læste med. Det er jeg glad for 🙂 Det er dejligt at du kom forbi og du er velkommen til hver en tid. Hvis du har lyst til at høre når der kommer nyt på bloggen, så skriv dig meget gerne op til nyhedsbrevet. Og hvis du har lyst, må du meget gerne dele et link til denne side med venner og familie. Hav det skønt og fantastisk. Kram fra Laura