Jeg elsker at synge for et tomt teater. Store ballader, sorgfulde sange, begejstrede toner og jublende dansemoves. Fjol. Leg. Storhed og pompøst.
Fuldt af livsnerve.
Jeg elsker at forestille mig at teatret er fyldt med folk, der glæder sig til at høre mig, min stemme og hvad jeg har at sige. At jeg har et budskab, der kommer fra hjertet og som løfter dem, der lytter. Spreder lys.
Jeg forestiller mig hvordan der er en dyb og tæt samhørighed og fælles forståelse med publikum. At jeg lader min stemme klinge ud præcis som den er.
Klangfuld. Smuk. Personlig.
Min egen stemme.
Det er åbenbart noget ganske andet for mig når nogen rent faktisk kunne tænkes at lytte. Det legende og risikovilige forsvinder. Det kreative drukner i mine egne krav, forventninger og forbehold. Processen og glæden ved at skrive viger for tankerne om hvordan det mon bliver modtaget, hvordan det bliver hørt, om det vækker genklang eller skaber afstand.
Jeg har efterhånden en del næsten færdige blogopslag liggende.
De er allesammen strandet før de blev færdige.
I starten skrev og udgav jeg altid samme aften.
Jeg havde ingen plan når jeg gik i gang. Legede med det, støbte, eksperimenterede, prøvede af. Udgav.
Det er meget lettere at synge til et tomt teater end hvis der måske er nogen, der lytter.
Lytter til mig.
Ingen af de strandede blogopslag er færdigstøbte eller fuldendte. De er ikke min inderste stemme i sin reneste form. For den er jeg stadig ved at finde. Men jeg stiller kravet til mig selv at hvert opslag skal være det dybeste, reneste, smukkeste og alt muligt andet.
Finten er bare at jeg ikke er klar til at synge med min inderste stemme endnu. Jeg ved ikke engang helt hvordan den lyder under alle lagene eller hvad den har at fortælle. Men ligesom så meget andet, så bliver man bedre når man øver sig. Og jeg finder i hvert fald ikke ud af hvad jeg har på hjerte hvis jeg ikke siger noget. Jeg er typen, der tænker mens jeg snakker eller skriver. Først når ordene kommer ud finder de form.
Og selvom de strandede opslag ikke er alt, hvad jeg gerne ville have dem til at være, så er de stadig min stemme og sådan som jeg lyder lige her hvor jeg er i mit liv lige nu.
Så velkommen til min blog. Igen 😉
Jeg er spændt på hvor rejsen fører hen. Jeg er spændt på hvilke ord og hvilke mennesker, jeg møder undervejs. Og mest af alt er jeg glad for at du er her, kære du. Der venter store og smukke eventyr på os, både på skærmen og ude i den store, vide verden.
Og nu vil jeg skynde mig at udgive det her opslag inden det også havner i bunken af opslag, der kun nåede næsten i mål 😉 For jeg kan altid liiiige redigere lidt mere. Gøre det lidt skarpere. Og så videre. Alt muligt, der får så meget af aftenen til at gå at jeg ikke kan nå at poste inden jeg skal i seng. Jeg er mester udi den slags krumspring når det kommer til at skrive åbenbart 😉 Ligesom jeg er en mester til overspringshandlinger i forhold til at gå tidligt i seng 😉
Og endnu en gang: tak fordi du er her 🙂