Nogle gange snubler man.
Det gjorde jeg i går.
Splat. Midt i det hele, hvor det ellers gik så godt. Hurtigt, men godt. På vej på mod en hel masse nye og spændende ting.
Jeg har lært så uendeligt meget de sidste måneder. Meget mere end jeg troede muligt. Verdenen har åbnet sig for mig på dybere og større måder end før. Jeg har mødt nye mennesker. Suget ny viden til mig i lange baner. Arbejdet med at implementere og huske alt det nye på samme tid og hele tiden. Forsøgt at jonglere mange bolde i luften på samme tid.
Nogle gange snubler man.
Det er ret ufedt når det sker. Jeg tror jeg har et par hudafskrabninger på det ene knæ. Et lidt forslået ego. Jeg forsøger at rejse mig nogenlunde elegant mens jeg diskret piller græsstrå ud af tænderne efter at have været nede og bide i græsset. Når man snubler bliver verden en hel del mindre. Lige da er der mest mig og mit fald. Efterhånden som jeg rejser mig op kan jeg se at verden bliver lidt større igen. Der er ikke kun mig og faldet. Der er faktisk stadig også andre ting.
Der er så meget, der er indlysende for den, der er trænet. Men som ikke er det for den, der er ny. Og det er aldrig fedt at ramme ved siden af målet. Men det gjorde jeg. Der er så meget, der bliver nemmere med rutinen. Den glæder jeg mig til at få.
Jeg læste den anden dag en metafor om hvordan et tastatur kan bruges til at frembringe de mest fantastisk ting med. Alt lige fra poesi til lovændringer. Men hvis der kun er taster med bogstaver på og ikke nogen mellemrumstast, så bliver det hele en bunke uforståelige ord. Man har brug for mellemrumstasten og pauserne for at hjernen kan håndtere alle de komplekse informationer. Mellemrummet giver plads til fordybelse og eftertanke.
Set i bakspejlet har jeg nok lidt glemt mellemsrumstasten. Det gik nok lidt for hurtigt med alt det nye og spændende. Der er altid mere at lave. Mere at lære. Mere at gøre.
Når man snubler er det man opdager hvor vigtigt det er at kunne række ud. At dem, der er omkring en, måske har det på samme måde lige nu. Eller har prøvet det på et tidspunkt.
Jeg elsker at blive ældre. Det bliver lidt nemmere for hver gang man snubler at rejse sig op igen. Så i dag sætter jeg et plaster på knæet. Bliver siddende her i starthullerne og husker mig selv på at alle laver fejl. Især når man lærer nyt. Og at det er ok. Det stinker at lave fejl, men det er ok. Det bedste jeg kan gøre er at være blid ved mig selv og tage den med ro. Så nu putter jeg i sofaen med min bog og en flaske vand og tager den derfra. Jeg føler mig stadig en kende udsplattet, men verden åbner sig lige så stille igen til at være mere og andet end det.
For nogle gange snubler man, men det betyder at man var ved at flytte sig. Hvis man står stille, kommer man ingen vegne. Jeg var måske lige rigeligt på vej fremad og derfor snublede jeg. Det er også en del af at være menneske. De siger det hele er en balance. I så fald faldt jeg lige ned af bommen et øjeblik. Heldigvis er det muligt at række ud og få nogen til at række mig en hånd og hjælpe mig op igen.
Fremadrettet vil jeg huske at kigge i bakspejlet lidt oftere. Også før jeg snubler. Og huske mig selv på at det er vigtigt at der også er plads til pauserne.
Nogle gange snubler man. Nogle gange græder man. Nogle gange bliver man vildt frustreret. Men der er ikke så meget andet at gøre end at holde en pause et øjeblik. Samle sig. Og så komme tilbage på banen. Jeg har ikke lært det hele endnu, men jeg har alle intentioner om at blive rigtig god. Og det er første skridt.