Nogle dage er bare trælse. Livet støjer, situation larmer. Tankerne kører på højtryk for at analysere, bearbejde og finde løsninger. Man kører lidt i ring. Man er lidt for træt. Man har ikke helt det overblik, man gerne ville. Tiliden til at det bedste altid sker er ca. ligeså gennemtrængende som at råbe “ro på!” til en tropisk storm fuld af kraft. For det hele larmer. Situationer. Andre mennesker. En selv. Jeg lover mig selv at fokusere på det positive, at bevare overblikket, at gøre det rigtige, at fremhæve de gode ting når jeg snakker med andre. Men det går ikke altid som håbet. Nogle gange lykkes det at holde fokus på det gode, det positive, det opløftende. Andre gange sker der et mindre mudderskred indeni og på en eller anden forunderlig måde er det altid min mund, det hele vælter ud igennem. Kunne det da bare være navlen en gang imellem. Eller skulderen. Men nej, det er min mund, der lukker det hele ud i en stor pærevælling fordi der simpelthen ikke er plads til mere indeni. Når jeg tager mig selv i at brokke eller beklage mig. Når jeg gang på gang tager mig sammen, genkæmper mig motivationen og den jernhårde disciplin til altid at fortsætte uanset hvad. Når jeg har ondt af mig selv. Eller endnu værre: når jeg har ondt af mig selv uden grund. Når jeg synes det er så hårdt, så hårdt, men det dybest set er situationer, jeg selv har skabt. Av.
Og øv.
Når jeg midt i al min øvhed viser venlighed over for en fremmed. Og den anden lyser op i et fantastisk smil, der stråler i hele ansigtet og når helt op til øjnene. Når man står der foran Rema1000 sådan en helt almindelig onsdag aften og får en krammer af en, man aldrig før har mødt, og jeg krammer igen fordi krammet bare er det helt rigtige. Så bliver jeg lidt rørt. Så åbner verden sig og bliver lidt støre end min egen, halvmudrede, overordentligt betragtede navle. Det er dejligt at blive overrasket en helt almindelig onsdag aften foran Rema1000. Det giver tilliden en lille, men tiltrængt vitaminindsprøjtning. Det skal nok gå det hele. Ja, det larmer lige nu, men det er bare fordi der er noget rigtig godt på vej lige om hjørnet. Bare vent og se 🙂
Det skal bare lige bygges færdigt først, men tro mig, det overgår din vildeste fantasi. Det bliver så godt. Bare tro på det og åben dig for muligheden. Første skridt er at sige “ja tak!”
Skab noget. Lav noget, der gør dig glad. Men husk: perfektionisme er ikke det, der er i højsædet her. Det gælder ikke om at lave det perfekte. Det gælder ikke om at kreere det helt rigtige maleri eller en vellignende tegning. At sy en moderigtig taske. At synge den smukkeste arie. Det handler kun om at skabe noget. Det er ligegyldigt om andre nogensinde kommer til at se det, høre det eller opleve det. Det vigtigste er at du skaber noget og at du gør det for sjov, fordi du har lyst.
God fornøjelse – og godnat 🙂
Kh Laura