Der er mange ting, jeg gerne vil, og jeg sætter mig begejstret op på hesten og kaster mig ud i det. Og mens jeg er i gang, går det godt. Der er medvind, begejstring og komfortzoner, der bliver udfordret på den gode måde. Der er nye skridt, sommerfugle i maven og store smil.
Det er så skønt endelig at være i gang igen.
Jeg nyder det og tankerne muntrer sig med at finde den bedst mulige vej videre.
Hvad er næste skridt?
Hvordan gør jeg det?
Hvad kan der gå galt?
Det bliver til flere og flere overvejelser, mulige scenarier og ting, der skal gøres. Midt i det hele opdager jeg pludselig at jeg ikke længere sidder på hesten, men står ved siden af den og kigger på den i stedet.
Det er ikke fordi hesten kastede mig af.
Det er ikke fordi der er sket noget ubehageligt eller et af worst-case scanarierne blev til virkelighed.
Slet ikke.
Tværtimod.
Det var faktisk virkelig fedt at sidde oppe på hesten og jeg nød at være der.
Men alle tankerne og overvejelserne rumsterede i baghovedet og fyldte efterhånden en hel del.
Og uden at tænke over det, fik det mig til at tøve så meget at jeg lige så stille steg af hesten.
Det er egentlig lidt bagvendt når jeg først bliver bevidst om det.
Tænk sig at man kan være så glad for noget at man tænker det helt i stå.
Første skridt er at blive bevidst om hvad man gør. Derefter kan man gøre noget ved det.
Lidt forbløffet erkender jeg at jeg faktisk ikke længere sad på hesten, men i stedet stod ved siden af den og grublede.
Næste skridt er at blive bevidst om hvad jeg gerne vil.
For ja, der er mange ting, jeg gerne vil.
Og ja, der er kun 24 timer hver dag.
Men så meget desto mere grund til at bruge tiden oppe på hesten i stedet for ved siden af den.
Der er kun én ting at gøre når jeg opdager at jeg igen står og spekulerer over hvordan det mon er oppe på hesten.
Det er at stige op.
Og så - når jeg lidt senere opdager at jeg endnu en gang står ved siden af hesten igen - så blidt at hviske til mig selv:
Op på hesten igen.
Det er nemlig ikke afgørende hvor mange gange man stiger af.
Det er det derimod om man stiger op igen hver gang.
Nogle ting kan man tænke i stå, helt uden at nå frem til nogen konklusion.
Ja, det vil være udfordrende undervejs.
Ja, det vil nogle gange være svært og krævende.
Men at stå ved siden af hesten og tænke over det, kommer ikke til at give svaret. Den teknik har jeg prøvet. Det virker ikke. Ligesom svaret heller ikke findes på indersiden af papiret på en snickersbar. Eller i bunden af næste kop kaffe. Det kunne ellers være smart. Synes frygten i hvert fald. At stå ved siden af hesten er sikkert. Og hvorfor? Fordi det giver den største sandsynlighed for ikke at rykke sig. For at det ikke fører nogen steder hen.
Når man sætter sig op på hesten rykker man sig. Og det er ikke kun mere effektivt. Det er faktisk også sjovere.
Så jeg stiger forsigtigt op på hesten og prøver ét skridt ad gangen. Jeg mærker efter hvordan det føles. Vil jeg mere i samme retning? Eller vil jeg justere kursen? Hvad er jeg nysgerrig på?
Når jeg prøver det af, finder jeg ud af hvordan det faktisk føles. Først når jeg ved hvordan det føles, kommer klarheden over hvad næste skridt så kunne være.
Nogle gange er man ganske enkelt nødt til at prøve sig frem for at finde ud af hvordan det egentlig er deroppe på den der skønne hest 🙂
Der er dog noget, der er afgørende her.
Især hvis man som mig godt kan blive lidt rastløs og utålmodig midt i det hele.
Det er fedt at være oppe på hesten og det giver energi.
Men det kræver også energi.
Derfor er det vigtigt når man går nye veje at man så både bruger tiden oppe på hesten - og også på at få hvilet og holde pauser.
Og hvile er ikke at stå ved siden af hesten og gruble. Hvile er heller ikke at bebrejde sig selv når man står ved siden af hesten i stedet for oppe på den.
Hvile er aktivt at vælge at passe på sig selv og gøre ting, der fylder én op.
Hvile er vælge ting til, som gør en glad.
En gåtur. At se en god film. At nyde solskinnet og gå med bare tæer i græsset. At danse til musik. At synge. At træne, få pulsen op og mærke hjertet banke. At tegne, hækle eller strikke for sjov. At være sammen med sin familie. At lave dejlig mad. At bage en kage. At meditere. At lytte til musik med lukkede øjne. At tale med en god ven.
God fornøjelse - både oppe på hesten og med pauserne <3
Og hvis du nu vælger at bage en kage i en af dine pauser, så bare sig til. Jeg kan være fremme i løbet af meget kort tid 😉
Tak fordi du læste med <3
Har du lyst til at høre når der kommer nyt på bloggen?
Så klik ind på www.facebook.com/ForfatterLauraLutzen/ og like samt følg siden - så hører du når der kommer nyt 🙂
Der er mange ting, jeg gerne vil, og jeg sætter mig begejstret op på hesten og kaster mig ud i det.
Og mens jeg er i gang, går det godt. Der er medvind, begejstring og komfortzoner, der bliver udfordret på den gode måde. Der er nye skridt, sommerfugle i maven og store smil.
Jeg nyder det og tankerne muntrer sig med at finde den bedst mulige vej videre.
Hvad er næste skridt?
Hvordan gør jeg det?
Hvad kan der gå galt?
Det bliver til flere og flere overvejelser, mulige scenarier og ting, der skal gøres. Midt i det hele opdager jeg pludselig at jeg ikke længere sidder på hesten, men står ved siden af den og kigger på den i stedet.
Det er ikke fordi hesten kastede mig af.
Det er ikke fordi der er sket noget ubehageligt eller et af worst-case scanarierne blev til virkelighed.
Slet ikke.
Tværtimod.
Det var faktisk virkelig fedt at sidde oppe på hesten og jeg nød at være der.
Men alle tankerne og overvejelserne rumsterede i baghovedet og fyldte efterhånden en hel del.
Og uden at tænke over det, fik det mig til at tøve så meget at jeg lige så stille steg af hesten.
Det er egentlig lidt bagvendt når jeg først bliver bevidst om det.
Tænk sig at man kan være så glad for noget at man tænker det helt i stå.
Første skridt er at blive bevidst om hvad man gør. Derefter kan man gøre noget ved det.
Lidt forbløffet erkender jeg at jeg faktisk ikke længere sad på hesten, men i stedet stod ved siden af den og grublede.
Næste skridt er at blive bevidst om hvad jeg gerne vil.
For ja, der er mange ting, jeg gerne vil.
Og ja, der er kun 24 timer hver dag.
Men så meget desto mere grund til at bruge tiden oppe på hesten i stedet for ved siden af den.
Der er kun én ting at gøre når jeg opdager at jeg igen står og spekulerer over hvordan det mon er oppe på hesten.
Det er at stige op.
Og så – når jeg lidt senere opdager at jeg endnu en gang står ved siden af hesten igen – så blidt at hviske til mig selv:
Op på hesten igen.
Det er nemlig ikke afgørende hvor mange gange man stiger af.
Det er det derimod om man stiger op igen hver gang.
Nogle ting kan man tænke i stå, helt uden at nå frem til nogen konklusion.
Ja, det vil være udfordrende undervejs.
Ja, det vil nogle gange være svært og krævende.
Men at stå ved siden af hesten og tænke over det, kommer ikke til at give svaret. Den teknik har jeg prøvet. Det virker ikke. Ligesom svaret heller ikke findes på indersiden af papiret på en snickersbar. Eller i bunden af næste kop kaffe. Beklager. Det kunne ellers være smart. Synes frygten i hvert fald. At stå ved siden af hesten er sikkert. Og hvorfor? Fordi det giver den største sandsynlighed for ikke at rykke sig. For at det ikke fører nogen steder hen.
Når man sætter sig op på hesten rykker man sig. Og det er ikke kun mere effektivt. Det er faktisk også sjovere.
Så jeg stiger forsigtigt op på hesten og prøver ét skridt ad gangen. Jeg mærker efter hvordan det føles. Vil jeg mere i samme retning? Eller vil jeg justere kursen? Hvad er jeg nysgerrig på?
Når jeg prøver det af, finder jeg ud af hvordan det faktisk føles. Først når jeg ved hvordan det føles, kommer klarheden over hvad næste skridt så kunne være.
Nogle gange er man ganske enkelt nødt til at prøve sig frem for at finde ud af hvordan det egentlig er deroppe på den der skønne hest 🙂
Der er dog noget, der er afgørende her.
Især hvis man som mig godt kan blive lidt rastløs og utålmodig midt i det hele.
Det er fedt at være oppe på hesten og det giver energi.
Men det kræver også energi.
Derfor er det vigtigt når man går nye veje at man så både bruger tiden oppe på hesten – og også på at få hvilet og holde pauser.
Og hvile er ikke at stå ved siden af hesten og gruble. Hvile er heller ikke at bebrejde sig selv når man står ved siden af hesten i stedet for oppe på den.
Hvile er aktivt at vælge at passe på sig selv og gøre ting, der fylder én op.
Hvile er vælge ting til, som gør en glad.
En gåtur. At se en god film. At nyde solskinnet og gå med bare tæer i græsset. At danse til musik. At synge. At træne, få pulsen op og mærke hjertet banke. At tegne, hækle eller strikke for sjov. At være sammen med sin familie. At lave dejlig mad. At bage en kage. At meditere. At lytte til musik med lukkede øjne. At tale med en god ven.
God fornøjelse – både oppe på hesten og med pauserne <3
Og hvis du nu vælger at bage en kage i en af dine pauser, så bare sig til. Jeg kan være fremme i løbet af meget kort tid 😉
Tak fordi du læste med <3
Har du lyst til at høre når der kommer nyt på bloggen?
Så klik ind på www.facebook.com/ForfatterLauraLutzen/ og like samt følg siden – så hører du når der kommer nyt 🙂
Hej Laura
Jeg er vild med din tekst, det er sådan et godt billede på at prøve igen og igen. Fint med slutningen med alle de gode ideer til pauserne, i dag er det skrivegruppe tid, og i morgen bagetid med mine piger.
Vh Mimi K
Hej Mimi K 🙂
Tak for din skønne kommentar! Det glæder mig at høre 🙂
Det lyder skønt med både skrivegruppetid i dag og bagetid i morgen. Rigtig god fornøjelse med begge dele <3
Med venlig hilsen Laura