Jeg har indset at jeg har begået en fejl.
Jeg har ventet med at skrive til der var en ide, en fuldendt historie, en bestseller allerhelst, færdigstøbt i mit hoved. Finten er bare at sådan fungerer det ikke for mig. Ideerne kommer ikke før ordene. Det er ordene, der fører ideerne med sig.
Louis L´amour beskriver det helt perfekt:
“Start writing, no matter what. The water does not flow until the faucet is turned on.”
Jeg har stirret på den slukkede vandhane i årevis og ventet på at vandet skulle vælte ud af den hvis jeg bare tænkte længe nok over det eller lærte nok om at skrive først. Når først jeg havde de gode ideer, forstået alle de skrivetekniske detaljer i hvordan Den Rigtige og Fremragende Historie skulle konstrueres, så ville ordene og historierne vælte frem. Jeg har stået ved siden af vandhanen og ventet med mit tomme glas i hånden. Ventet på at vandet ville begynde at vælte ud så jeg kunne få slukket min brændende tørst efter at skrive.
Nu venter jeg ikke mere. Jeg tænder for vandhanen og ser hvad der strømmer ud. Jo mere jeg skriver, jo mere dukker der op. Noget er godt. Noget er ikke. Jeg ser hvor ideerne fører mig hen efterhånden som de dukker op. Der er ikke en fuldstændig plan lagt på forhånd. Det kommer drypvis. Først kommer der et enkelt ord. Så et mere. Ordene følger efter hinanden i et vidunderligt flow.
Et ord ad gangen. En sætning. Et afsnit.
Og pludselig åbner ideerne sig op. Så er det ikke bare dråber og enkelte ord, men en hel flod.
Ideer. Overvejelser. Indtryk.
Det er som at stå midt i ingenting, række ud og opdage at der er en gren. Jeg sanser grenen detalje for detalje. Nålene. Barken. Dens liv. Jo mere jeg kigger, jo mere ser jeg. Hvordan den strækker sig efter lyset. Dugdråberne på de mørkegrønne nåle.
Og mens jeg betragter grenen opdager jeg pludselig at der ikke bare er én gren.
Jeg står midt i en skov. Af ideer, pulserende liv, lys og mørke og jeg kigger mig nysgerrig og forundret omkring. Træernes rødder strækker sig dybt ned i den nærende jord og deres blade strækker sig op i luften og sollyset.
Det er fantastisk.
Det bedste ved at tænde for vandhanen er at det fylder mig op. Ordene, flowet, legen. Glasset er ikke længere tomt. Det er fyldt og det er læskende.
Jeg nyder at smage på hvert et ord, hver en ide, der strømmer til mig. Livet er til for at vi kan nyde det. Nyde, lære og gro.
Hvad fylder dig op? Eller står du også og stirrer på en slukket vandhane og tænker “hvis bare…”?
Jeg kan på det varmeste anbefale bare at kaste dig ud i det. Tænd for vandhanen. Det er helt vildt så dejligt det er 🙂 Man ved aldrig hvad der strømmer ud, men der er kun én måde at finde ud af det på 🙂